Citater fra anmeldelser af William Heinesens værker

Arktiske Elegier, 1921

I bibliografien er registreret 8 anmeldelser af Heinesens debutsamling, heraf 5 danske og 3 færøske. Af de 4 gennemgåede anmeldelser er de tre overvejende positive, mens en er mere negativ. Samlingen blev udgivet hos Levin & Munksgaard, hvor Heinesens gode ven og mentor Otto Gelsted var forlagskonsulent. Og ikke overraskende er Gelsted den første til at anmelde og anbefale den debuterende forfatter. Anmeldelsen kommer dog kun til orde i en relativ beskeden lokalavis, som Gelsted var tilknyttet, men som de større københavnske aviser dog tilsyneladende havde et vågent øje for :

Otto Gelsted - En færøsk Digter, Lolland-Falsters Folketidende, 9/11 1921

"Disse Digte af en Debutant har intet af den sædvanlige Debutantusikkerhed over sig .."

"Han har virkelig sin egen Tone, en mørk og streng, salt Tone, .."

Kai Hoffmann - En færøsk Digter, Berlingske Tidende Aften, 23/11 1921

"Der er over denne Digtsamlings Titel en egen stejl og stiv Ynde - som også præger dens Indhold."

"Han er en nordisk Sanger, kemisk fri for Provinsialisme. I knappe Vers maner han en Verden frem."

Poul Levin, Tilskueren, December 1921

"naar ofte ikke frem til Digtet, fordi han  .. synes at have en svag rytmisk Sans."

".. han har kraftige og malende Billeder .. , men altfor mange af hans Vers er i virkeligheden kun Prosa, hvis Linjer brydes på en tilfældig Maade. Alligevel: her er en Digter med stærke personlige Indtryk."

Christian Rimestad - Ung Lyrik, Politiken , 19/5 1922

"denne unge Digter har tillige fra Johannes V. Jensen og Thøger Larsen  arvet en næsten kræsen Trang til at finde de Tillægsord, der umiddelbart, pludselig smitter Læseren med Digterens Sansning og Stemning."

"Det er ingen omfattende Bog, men dens Kunst ejer den Intensitet, som faar En til at lytte og til at erindre."

Høbjergning ved Havet, 1924

I bibliografien er registreret 8 anmeldelser, heraf  5 danske og 3 færøske. Igen var Gelsted en stærk promotor idet han tegnede sig for tre af de fem danske. Af de tre gennemgåede anmeldelser er de to af Gelsted positive, mens Christian Rimestad i den tredie er mere forbeholden.

Otto Gelsted - William Heinesen: Høbjergning ved Havet, Lolland-Falsters Folketinde, 21/11 1924

"Den simple og stærke, farverige Tone, hvori Heinesen skriver, magtes ikke af nogen af vore unge og yngre Poeter."

"Der er virkelig noget af Thøger Larsens kosmiske kraft i denne unge ypperlige Digter."

Og om digtet Høstsang: "Det er jo lige saa godt som Brorson og Kingo."

Otto Gelsted - Nye Digte, Ekstrabladet, 10/12 1924

"Som Alf Larsen er Heinesen "Tankedigter", hvad der nok skal holde et bredere Publikum fjernt."

"Ikke ofte i moderne dansk Poesi, vil man finde saa klar en Viden og Vilje udtrykt i saa fast en Form som i Heinesens digt "Stjernenat".

"Saa ung han er, har han allerede naaet en Modenhed, der ikke lader tvivl om hans formelle Evner."

Christian Rimestad, Tilskueren, Februar 1925

"Han farver Tingene med sin Drøm og sin Fantasi, han drukner dem stundom helt i sit Jeg og adskillige af Beskrivelserne virker som Hallucianationer af en egen skæbnesvanger Gru."

"Energien i Udtryksmaaden er det bedste i denne unge Digters Talent. Han kan blive krampagtig og kan i sin Trang til Koncentration fortætte Udtrykket til Dunkelhed." 

Blæsende Gry, 1934

I bibliografien er registreret 18 anmeldelser af 1. udgaven, heraf  8 danske, 3 færøske og 7 svenske. De syv gennemgåede danske anmeldelser er gennemgående positive overfor Heinesens første roman, idet karakter-, miljø- og naturskildringer fremhæves positivt, mens det generelt anføres at bogen er for voluminiøs og for løst komponeret. Jørgen-Frantz Jacobsen var udset til at anmelde romanen på Politiken, men var ikke udelt begejstret for romanen og overlod hvervet til Tom Kristensen for ikke at såre barndomsvennen.

NN – En Kæmperoman, Viborg Stifts Folkeblad, 16/11 1934

”Det er en i alle måder fortræffelig bog, som uden tvivl vil vække stor opmærksomhed.”

Hans Brix – Livet på Færøerne, Dagens Nyheder, 21/11 1934

”Der er grund til at fremhæve denne bog som et værk af værdi og et vidnesbyrd om den almindelige nordiske velstand i kultur overalt inden for det nordiske område.”

E.O. – William Heinesen: Blæsende Gry, Aalborg Amtstidende, 24/11 1934

”… selv læsere, der er ligegyldige overfor religion, vil have glæde af bogen, så mange egenartede personer og livsskæbner stilles man overfor, at man gribes og lever med.”

Frederik Schyberg – Sig Goddag til Færøerne, Berlingske Tidende, 28/11 1934

”Hans stemningsbilleder er intense og stærkt virkende. Der er for mange af dem, halvdelen kunne være sparet, men enkelte bliver stående i erindringen som magtfulde prosadigte.”

”Det er en kvalitet hos Heinesen, at hans personer virkelig har hemmeligheder, som det har interesse at kende – men det er hans ubehjælpsomhed, der gør, at alt overlades til læserens kombineringsevne.”

”William Heinesen har med sin første roman altså skrevet en ægte Lyriker-Roman, ikke en samlende, men en spredende fremstilling.”

J.C. – Nutidsroman fra Færøerne, Berlingske Aftenavis, 30/11 1934

”En roman kalder han sin beretning; men hvis man derved forstår en komponeret og fremskridende handling, så er William Heinesens Færø-bog aldeles ingen roman. Thi den mangler aldeles komposition.”

”Men alligevel er det en fængslende og læseværdig bog.”

”Det er et samfund uden for det sædvanlige, som forfatteren fører os ind i. Langt mere virkelighed end roman”

Tom Kristensen – Stor i Fortrin og Fejl, Politiken, 14/12 1934

”Stort er det opbud af kraft, hvor William Heinesen har forsøgt at skildre Færøerne, stor hans menneskekundskab, stor hans lyrisk beskrivende evne, når han taler om øernes natur, en egen dyster veltalenhed – og stor er hans mangel på kompositionssans;”

”Og endelig er der romanen om … den fordrukne og geniale sagfører … og den lille bissekræmmer Vitus, der er bisset lige ud af en af Hamsuns romaner. Skildringen af … disse to originalers forrykte flugt, … deres skæbnedystre samtale, … er ganske simpelt storslået. Man mindes, hvor tosset det end lyder ”King Lear”, så dyb er tonen. Og dette afsnit vil man tage frem og kaste i hovedet på hver den, som tør bestride, at William Heinesen er en stor digter, stor trods sine alt for store fejl.”

H.C.H. – Fra Færøerne, Socialdemokraten, 5/5 1935

”I den store litterære mosaik, forfatteren har sammenstillet, glimter en række ypperlige enkeltheder, og de mindre værdifulde pletter forringer ikke mosaikens værdi som samlet kunstværk.”

Noatun, 1938

I bibliografien er registreret 9 anmeldelser af førsteudgaven, heraf 8 danske og 1 færøsk. Heinesen endnu ikke særlig kendt. Flere anmeldere har tilsyneladende overset hans tidligere udgivelse af Blæsende gry og omtaler Noatun som hans første roman. Alle de 7 gennemgåede anmeldelser er dog generelt positive, omend superlativerne er mindre sprudlende end det niveau anmelderne svinger sig op til ved de senere udgivelser:

”William Heinesen er en forfatter af værdi. Hans nye roman ”Noatun” er ubestridelig af rang.”

Richard Bryde – Til Afløsning af Hamsun, Viborg Stifts Folkeblad, 3/10 1938

”Han ligner Hamsun på den ualmindelige måde, at han er bedre end sit forbillede.”

”Han er en sand digter. Menneskene i naturen og naturen i menneskene beskriver han bedårende.”

”Måtte nordmændene sent tage Færøerne fra os. De har Hamsun. Vi har hans afløser.”

K. Fl. – En Færings Roman, om Færinger, Berlingske Aftenavis, 7/10 1938

”Så sandt fortæller William Heinesen om færingerne, så at der tilbage bliver et stærkt og sandt billede af mennesker, hvis sind og liv til syvende og sidst føles heroisk.”

Sv. E. – Roman fra Færøerne, Socialdemokraten, 30/10 1938

”Hans menneskesjæle er ægte og ligeså nøgne, som den natur, der omgiver dem. Og hans sprog er blankt for alle forlorne guirlander.”

Christian Rimestad – Romanforfatter og Poet, Politiken, 26/11 1938

”Denne færing gør den danske litteratur ære. Han har givet os en lyrik af stor skønhed og kraft, en særegen og meget suggestiv lyrik, … . Men denne sande lyriker er også (tilfældet er overmåde sjældent) en sand romanforfatter. … det vil sige en forfatter som forstår at abstrahere fra sit eget jeg, glemme sig selv i de skikkelser, han fremfører, tage del med sine sanser, sit hjerte og sin ånd i deres skæbner.”

”Det er en af den slags bøger, som man år efter læsningen vil mindes med uformindsket styrke, en bog, der har ætset sig så godt ind, som havde man oplevet det alt sammen selv.”

Otto Gelsted – En færøsk Roman, Arbejderbladet, 20/12 1938

”En meget intelligent iagttager har tegnet disse personer, men de er først og fremmest oplevet med en digters indfølingsevne. Ja, der er endogså mere i denne menneskeskildring end en psykologs skarpblik og en digters fantasi i opfattelsen, der er først og sidst et medmenneskes varme!”

Beckman – William Heinesens Roman, Ekstrabladet, 11/1 1939

”Med den her foreliggende roman – hans første, i hvert fald på dansk – vil Heinesen, hvis der er retfærdighed til, få en langt større offentlighed i tale.”

Den sorte gryde, 1949

I bibliografien er registreret 11 anmeldelser af førsteudgaven, heraf 9 danske og 2 færøske. Af de 4 gennemgåede anmeldelser er tre meget positive, mens en er negativ:

Hakon Stangerup - Sort eller rød Gryde, Jydske Tidende , 9/10 1949
"Jeg bliver mere end forbløffet, hvis ikke dette efterårs litterære pokal går til denne fænomenale roman fra Færøerne."
"Han har en hensigt med sin Gryde, den skal være en stinkpotte i synet på borgerskabet. Men lad os … glæde os over det væsentlige i romanen: dens kraft, dens liv, dens usædvanlighed. … Den bærer et budskab under sit hjerte, men det er hjertet, det levende, bankende, stærke hjerte, som er dens sejr."

Hans Kirk - Mesterlig færøsk roman, Land og folk, 16/10 1949
"… udsendt en ny stor roman, hvormed han simpelthen rykker ind i den europæiske mesterrække."
"To verdener er stillet overfor hinanden, arbejdets jævne verden … og rigdommens, udbytternes …". " Bogen er bredt fortalt, med afsnit af en barsk og uimodståelig humor, man lever med dens mennesker og man er midt i den barske færøske natur med dens ødemarker og grønne lier og hører havet tordne mod de forrevne klippekyster. - En stor digter!"

Vagn Riisager - William Heinesen: Den sorte gryde, Kristeligt dagblad, 7/11 1949
"Summa summarum: Det egentlige tidsbillede forfuskes på grund af den let satiriske tone, men læses alligevel med interesse; kun enkelte personer virker levende; man undrer sig over, at den fine lyriker ikke er mere sikker med hensyn til stil og takt, når han skal gøre en roman."

Niels Kaas Johansen - Det frugtbare had, Information, 22/12 1949
"William Heinesens roman er central, fordi hans boblende gryde er et spejlbillede på det moderne europæiske samfund. / De kritikere, der elsker at stemple den kollektive roman som kedelig, må revidere dette dogme, når de læser " Den sorte gryde". Bag bogens træfsikre miljøskildringer og nuancerede persongalleri syder et voldsomt temperament."
""Den sorte gryde" betyder det afgørende gennembrud for William Heinesen. Romanen er så værdifuld, at den vil blive stående i litteraturen. … Efter Henrik Pontoppidans død har vi manglet en mand, der kunde løfte en ætsende samfundssatire op i det store digteriske perspektiv."

De fortabte spillemænd, 1950

I bibliografien er registreret 14 anmeldelser, heraf 12 danske og 2 færøske. De 9 gennemgåede anmeldelser er alle særdeles positive.

Erik Knudsen - Urosignalet er hejst i Thorshavn , Socialdemokraten , 4/10 1950

"Heinesens nye bog er et artistisk mesterværk af sjældne dimensioner, en kraftpræstation, et vulkanudbrud af poesi og humor, som man ikke længe har set magen til."

Hakon Stangerup - Strålende morsom... , Fyens Stiftstidende, 9/10 1950

"noget i vore dage så sjældent som en skælmeroman ... Fornøjetheden sprutter igennem. Her skal danses og spilles, og det skal for en gangs skyld ikke tages så alvorligt dette spil, som opføres paa den lille latterlige jord af de smaa komiske mennesker."

"Heinesens bog har den fortræffelige egenskab, at den kan læses af baade høj og lav, lærd og læg."

Knud Nielsen - Veloplagt fortæller , Sorø Amtstidende, 28/10 1950

"Han er ikke dybsindig som en Martin A. Hansen, men han er festlig i i ordets bedste forstand. Han kan tegne typer, der står med det ene ben paa jorden og med det andet oppe i fabuleringens højere luftlag"

Niels Kaas Johansen - Efteraarets bedste bog , Information, 2/11 1950

"Er det utilbørligt at sammenligne "De fortabte spillemænd" med "Dagdriverbanden"? Nej, aldeles ikke. William Heinesen hævder sig særdeles smukt overfor Steinbeck"

"Som stilist udfolder William Heinesen sig ganske overdådigt"

Vagn Riisager - En skæmteroman , Kristeligt dagblad, 13/11 1950

"En burlesk skæmteroman fra en lille færøsk flække med alle skæmteromanens overdrivelser baade i løjer og tragik, men også med en hel del af dens forborgne livsvisdom og poesi."

Harald Engberg - Englemusik og djævlespil , Politiken, 27/11 1950

"bedre bog skriver man ikke i hele kongeriget som de litterære sager staar."

"Hele bogen toner jo af denne ur-musik, et klagende vejr af usalige aander, af ve og vaade suser i dens blade, men også sommervindenes muntre , letsindige fløjten."

"Man mindes aldrig at have bladet i mage til by-krønike. Mennesker myldrer os i møde, saa levende, saa sære og saa skønne, som de kun lever i en digters erindring, .."

Jens Kistrup - Færøsk Symfoni , Berlingske Tidende, 12/12 1950

"William Heinesen har om nogen det Stof i sig, hvoraf Drømme bliver til. Der er Musik i hans Kunst og Mening i den snart burleske, snart alvorlige Melodi, han har at spille."

"denne mærkelige Krydsning mellem en romantisk og en social Romanforfatter .."

Hans Kirk - Den mesterlige færing , Land og Folk, 20/12 1950

"sprudler af humør og sand folkelighed, af sproglig musikalitet og menneskekundskab. Det er en bog fuld af sprælsk fantasi, men virkelighedsgrundlaget er solidt nok."

Hans Brix - Fra Fugle-Fjeldene , Berlingske Aftenavis, 20/12 1950

"Det er lykkedes Forfatteren at fremvirke en baade fantastisk og reel atmosfære over de af Storme ombølgede Klippeskær."

Moder Syvstjerne, 1952

I bibliografien er registreret 14 anmeldelser, heraf 11 danske, 2 svenske og 1 engelsk. Ud af 10 gennemgåede anmeldelser er der 9 positive og 1 negativ.

Hans Kirk - Hyldest til menneskeheden , Land og Folk , 7/10 52 ::

"Det er en bog, der knitrer af livslyst og forelskelse i tilværelsen. Og den er den mesterlige færings svar til de forfaldets og selvopgivelsens poeter, som diskuterer kulturkrise og mener, at den eneste udvej er fornuftens fuldstændige afskaffelse. "

Jens Kistrup - Den færøske Fabulant, Berlingske Tidende , 7/10 52 :

"Men der er noget utøjlet og retningsløst over Fantasiflugten i denne Bog, i det rent ydre sporligt i den ordrige og overbroderede Stil, lidt hen i Retning af en svunden Tids Barokpoesi"

"Afsnit med fine, smukke og verbalt overdådige Passager, og dog saa mærkværdigt pointeløst,.." ".. den bærende og samlende Idé savnes i dette Opbud af "ren" Poesi."

Henrik Neijendam - En færøsk digter, Ekstrabladet, 13/10 52 :

"Med sit stærke,  personlige sprog, der farves af en dybt menneskelig humor, løfter han beretningen om denne barndom op på det almene plan."

"Han har den ægte digters evne til at se det storslaaede i mennesket, baade naar det er dystert og truende, og naar det er lyst og tillidsfuldt."

Erik Knudsen  - En højsang til livet, Social-demokraten, 5/11 52 :

"- en lyrisk-musikalsk lovprisning af godheden og kvinden, Moder Syvstjerne, til alt det, der har liv og vækst, i evig strid med dumhed, frygt og intolerance.

Heinesen er i denne roman en Gustav Wied med kosmisk perspektiv. Og med sympati, følelse, medfølelse."

Harald Engberg  - Et barn er født,  Politiken, 13/11 52 :

"Den er et forsøg paa at famle sig tilbage til moderskødets urmørke og fornemme sig ind i førbevidsthedens vage vegetative tilstande, at lade fosterlivets formløshed tage form i forunderligeprosalyriske passager, indtil bevidstheden gryer, og alt bliver lys og skygger, .."

"Som digter er Heinesen aldrig naaet højere end i dette symbolske syn af moder Syvstjerne og hendes enbaarne søn, klædt som det er i det skønneste himmelklæde af henførte ord."

Vagn Riisager - Religionsfilosofisk roman, Kristeligt dagblad, 1/12 52 :

".. erfaringer og følelser fra fostertilstanden og det første leveaar lever videre som ubevidste erindringer, hvorudaf de religiøse forestillinger om den store almoder, om frelse og fortabelse, om livets uendelighed o.l. har udviklet sig."

"Mange har med forelskelse prøvet at forestille sig og fortælle om det første leveaars "aabne" tilstand; her er det lykkedes med lyrisk skønhed saaledes, at det virker overbevisende."

Jon Kehler - Af Stjernerang, Berlingske Aftenavis, 17/12 52 :

".. er i sin Tone overvejende lyrisk. Han kan minde om H.C. Andersen og Holger Drachmann, og kan have karakter som Nis Petersen. Samtidig behersker han en fast og frodig episk Kunst;"

"Det er stor Kunst, William Heinesen giver. Det er Livet selv, undfanget og født under en stjerne."

Niels Kaas Johansen  - Heinesen i topform, Information, 23/1 53 :

".. mere en improvisation over forskellige temaer end en egentlig roman, .."

"Han er og bliver fabulanten med den vældige fantasi, der formaar at gøre ligegyldige hændelser og smaa mennesker uhyre betydningsfulde."

Det fortryllede lys, 1957

Frank Jæger - Post fra færøerne, Vindrosen, 1957
"Det er vidunderlige historier om mennesker, vi synes at kende, nye træk af deres liv, nye sider af deres væsen. Heinesens forfatterskab hører til de fortrolige, sådan at forstå, at hans læser ikke får sine begreber om den Heinesenske verden fornyet, men udvidet."

Hymne og harmsang, 1961

Torben Brostrøm - Kredsløbets poesi, Information, 29/3 1961
".. et betydeligt værk, som har den medrivende magt."
Undergangsstemningen, det dødssvangre, som altid har præget hans lyrik - og betinget livshengivelsen - er her især aktuelt .."
".. den ekspressionisme, man finder i Johs. V. Jensens tidlige digte, er den yderste grænse for Heinesens modernitet. Dog er hans ordforråd og billedstof frisk og stort."
".. bogen er tankedigtning, men ofte lagt ind i naturramme. .. William Heinesen opbygger sin egen evighed uden metafysik, .."
"I toner af håb og længsel klinger samlingen ud, og når man har læst den, véd man, at der endnu kan skabes lyrik i en ældre dansk tradition, så den vedkommer én .."

Uffe Harder - 11 danske digtsamlinger, Vindrosen, 1961
"William Heinesens "Hymne og harmsang" forekommer mig at være den mest umiddelbart stimulerende af disse elleve samlinger. Hos ham er der stof, så man kan mærke og lugte det, der er fantasi af den farlige slags og en utvungethed i forhold til tingene, som er velgørende. Der er også et temperament, man ikke er forvænt med."
"Når man læser disse digte, har man følelsen af at opleve en hel del gammel, men vital energi; … Heinesens bedste digte brænder igennem, …"

Det gode håb, 1964

Ole Storm – Nobelprisværdig, Politiken, 18/9 1964:

”Med romanen ”Det gode håb” har han definitivt skrevet sig ind i verdenslitteraturen,..”

”Han har længe nok været nævnt som fuldt værdig kandidat til den litterære Nobelpris. Nu må han anses for selvskreven til den.”

Hakon Stangerup – Mægtigt magisk værk af Heinesen , B.T., 18/9 1964

”Det er den veloplagte mester i kunsten at fortælle en god historie, som fører pennen. Romanen … vil som sine forløbere blive læst og elsket og trykt op gang på gang.”

”Den lever i alle sine tusind mennesker, den myldrer og damper. Den har det store episke sus og den dybe, virile humor, som vi ikke har mødt i nordisk fortællekunst siden HAMSUN.”

”Og her har vi den rigtige vare, den sjældne, den holdbare. DET GODE HÅB er et magisk mægtigt værk. Hamsun ville have kaldt det en genistreg.”

Sven Holm - Appelsin i Jørgen Hattemagers hat, Information, 18/9 1964

”William Heinesens nye roman er glimrende underholdning, men hvad er den mere”

”Heinesen har ikke begået noget storværk, selv om den  meget bredt fortalte bog både har festlige og dramatiske knudepunkter.”

”Der er heller ikke nogen tvivl om, at bogen er underholdning af en sproglig karat, som man skal lede efter i de danske riger og lande, men spørgsmålet er om det er nok at slå sig til tåls med.”

Og denne Jørgen Hattemager. Han skal selvfølgelig have sin appelsin i hatten. I Heinesens udgave er frugten nok saftig. Men den gode bitre skal og stenene er fuldstændig borte.”

Henrik Neijendam - I den gamle stil, Berlingske Aftenavis, 18/9 1964

”Resultatet er blevet noget vidtløftigt og uoriginalt. Det historiske stof tynger William Heinesens fabulerende og skikkelsesskabende evne – og forsøget på at anslå tonen fra det 17. århundrede har kvalt poesien i hans sprog. Bogen har krævet udholdenhed fra forfatterens side – og kræver det også af læseren.”

Emil Frederiksen – Et jammers minde, Berlingske Tidende, 19/9 1964

”Eftersom hans bog er fuld af hor og drab, skal den nok blive udråbt til at være ”folkelig”. Det er den slet ikke. Dens gammeldags stil med latinske vendinger, som ikke er oversat, og navnlig med en stærk kolorit af fransk- og latinagtige gloser gør den umulig at kapere for almindelige læsere.”

Henning Ipsen – Menneskets trodsige håb, Jyllandsposten, 19/9 1964

”William Heinesens nye bog er en spændende og udfordrende roman for Kong Hattemager.”

”Dét skete: en anmelder glemte sine pligter og læste en overdådigt spændende og altid udfordrende roman, … ”

”Derved bliver Heinesens store epos til en trodsigt troende bog. Mulighederne for fejltrin er legio, men mennesket, der tør, går trodsigt fremad.”

N.J. Rald – Ny historisk roman af fortælleren Heinesen, Kristeligt Dagblad, 23/9 1964

”Men så at sige alle bogens figurer står levende og stærkt tegnede, så romanen læses med usvækket interesse, fordi den er skrevet af en af dansk litteraturs fornemste fortællere i dag.”

Peder Hesselaa – Håbets hanegal, Aalborg Stiftstidende, 10/10 1964

”Hos William Heinesen affærdiges man aldrig med en sjæleskildring i sort og hvid. Hans psykologiske ransagninger er … yderst nuancerede.”

”… brevroman, denne nu snart uddøde form, har i William Heinesens øvede hænder  fået en strålende fornyelse.”

Ole Hyltoft Pedersen – Ham, der sagde nej, Aktuelt, 31/10 1964

”Elskere af den gedigne roman kan fryde sig. ”Det gode håb” er en roman malet med den brede pensel. En roman, hvor der handles og spildes med menneskeskæbner.”

”Heinesens sprogfantasi er et mirakel for sig. Sproget har hos ham en munter kraftfuldhed, som aldrig løber tør for fornyelse. … Hans roman er en god pastiche.”

”William Heinsens forfatterskab er vel endnu ikke fuldt udbygget til en nobelpris. Men ”Det gode håb” er en stor nordisk roman, folkelig og artistisk, vejrbidt og åndfuld. Nordisk Råds litteraturpris i 1965 kan kun tilbydes Heinesen. Måske siger han ja.”

Svend Aage Madsen – Omtrent uforståelig, Vindrosen 1965

”Bogen er en af disse sædvanlige, uforståelige romaner som der stadig er så stor efterspørgsel på for tiden.”

”Skønt der i den vidtspundne handling indgår cirka hundrede personer leder man forgæves efter menneskelige træk, som eventuelt kunne have forøget ens erfaringer med hensyn til de væsner man til daglig er omgivet af. For - til trods for hvad omslaget hævder – er de medvirkende figurer næsten ligeså stereotype som en fabrikromans figurer. … Heller ikke fortællingen i sig selv, som udtryk for forfatterens direkte erfaringer, virker særlig berigende.”

”Det hele bliver stående som et kæmpemæssigt oplæg til noget som måske kunne være blevet godt hvis forfatteren havde haft nogen vej at gå i stedet  for at blive stående i stampe.”

”Jeg frygter at Kong Salomon kun vil kede sig over den, thi for ham er den ikke vis nok. Og Jørgen Hattemager vil intet finde i den som han ikke i lige så rigelig mængde kunne have fundet i enhver anden underholdningsbog.”

Kur mod onde ånder, 1967

Lars Peter Rømhild - Erindring og erotik, Vindrosen, 1968
"Heinesens forfatterskab vidner i sin helhed om en mangfoldighed af evner, men de to der falder mest i øjnene hos den aldrende digter, er stilens brillans og den type fantasi der øser af erindringen, specielt om barndommens verden."
"Heinesen er vist den eneste danske forfatter som kan ligne H.C. Andersen uden at man hvisker: manér! Måske øser de to af beslægtede kilder, en barnlig og halvvejs middelalderlig verden."

Tårnet ved verdens ende, 1976

Torben Brostrøm - Tiden før jorden blev rund, Information, 21/9 1976
"Han slutter optegnelserne i marts 1974, men føjer til, at det nærmest er en tilfældighed, at det ikke er 1874, år 74 eller for den sags skyld 7474. Det er mennesket anskuet som et snefug i kosmos. Det vil måske ærgre den fodformede ideologikritik at se forfatteren demonstrere en så suveræn foragt for menneskelivets socialhistoriske vilkår. Det siger lidt om denne geniale fortællers integritet og format, at han alligevel arbejder så detaljeret, konkret og tidsbevidst, at den skolerette realisme ligner bølgepap i sammenligning med dette havblik."

Henning Ipsen – William Heinesen: Tårnet ved verdens ende, Jyllandsposten, 21/9 1976

”Så roligt og klart det er fortalt, kogler det uafladelig af underfundighed og humor, fordi William Heinesen nok er en mand der tror på fornuften, men fra sit udsigtspunkt i tårnet har set at menneskers liv ikke automatisk bestemmes af den.”

”Det er i høj grad juleaften at få lovat læse Heinesen”

Christian Bernhardsen – Betagende, B.T., 21/9 1976

”Det er en bog man hengiver sig til og bliver svimmel af. Mageløs i sin udforskning af livets mysterier.”

Bent Mohn – William Heinesens dejlige erindringsroman, Politiken, 21/9 1976

”Denne bog åbner som et væld af storladen poesi.”

”Det er en kunst, der har sin rod i det lokale. Men poesien løfter den højt, gør den kosmisk og universel.”

”Man glæder sig til at kunne læse denne bog langsomt og igen og dreje hver mosaik i hånden og se dem lyse ømt og stærkt, som de fuldendte slebne juveler, de er.”

Jens Kistrup – Poesien – altid, overalt, Berlingske Tidende, 21/9 1976

””Tårnet ved verdens ende” er et typisk eksempel på den geniale uudtømmelighed i William Heinesens kunst, en menneskemyldrende provins, der via poesien, drømmen, humoren står i nærforbindelse med naturen, universet, evigheden.”

Claus Rude – Dekorerer andeæg og samler knogler, Aktuelt, 21/9 1976

”… et afvekslende både komisk og tragisk billede af et kystbysamfund, der lever under indtryk af skøn musik og Atlanterhavets bølgeslag. Den kombination frembringer åbenbart en helt speciel type lattermilde, bevægende og lyriske skabninger. Dem vrimler Heinesens vidunderlige hjemstavnsroman af.”

Henrik Oldenburg – En fra perlerækken, Aalborg Stiftstidende, 21/9 1976

”Et smukt sprog (hvem skriver så kønt dansk i dag?) en storslået evne til at fabulere uden svinkeærinder og en sikker komposition, der med let ironisk distance hæver stoffet ud af sentimentaliteten og anekdoterne og ind i det allerhelligste, ind i poesiens land, det er essensen af Heinesens bog.”

Ole Schrøder – Fabulerende færing, Ekstrabladet, 21/9 1976

”Her har vi Heinesen som den sande, fabulerende mystiker, den medrivende fortæller og essayist”

”Det er en bog, der langsomt tryllebinder sin læser.”

”Et poetisk, dramatisk mesterværk.”

Knud Holst – Da Jorden endnu ikke var rund, Aarhus Stiftstidende, 3/10 1976

”Man griber enhver ny roman af William Heinesen med forventning og stor tillid. Heinesen har altid noget at fortælle, som vi ikke kan finde andre steder, Thorshavnske krøniker og skilderier fra færøsk fortid for ikke så længe siden  Hans lune og poesi betyder endda sommetider mere end historierne.”

”Og der er alle de Heinesenske originaler, lidt vilde folk, lidt skamslåede, lidt fortabte, og alle såre interessante. Måske kan det indimellem blive lovlig uskadeligt med al den eventyrkulør på det hele.”

Henrik Ljungberg – Tårnet ved verdens ende – afslutningen og begyndelsen, Miniavisen, 12/10 1976

”Enheden af poesi og virkelighed, det man kunne kalde den eksakte fantasi, opnår Heinesen imidlertid flere steder i denne bog, og det er altså virkelig dejlig læsning.”

Marie-Louise Paludan – Spillemanden i tårnet, Weekendavisen, 5/11 1976

”Han spiller sin melodiske molskala på det dejligste danske sprog, og han er så klog på lykke og ulykke som næsten ingen anden i Kongeriget.”

Claus Ingemann Jørgensen – Livet og molskalaen, Land og Folk, 29/3 1977

”Purunge, almindeligt unge og halvgamle vil med samme betagelse opleve, hvordan den 77-årige færøske digter har bevaret den erotiske glød”

”Bogens ”ledemotiv” er ikke nogen melodi, men selve den melodiske molskala, astronomisk og jævn børnelærdom som alt i denne bog.”

Asger Sørensen – Guds ånd svævede over vandene, Kristeligt Dagblad, 26/4 1977

”… Nordens dejligste digter … En mageløs poet, gudbenådet stilist og ung af sind.”

”Glemte man næsten i megen læsning, at dansk kunne skrives så henrivende smukt med evige skift mellem ømhed og styrke, skæmt og latter, uhygge og angst, glemte man at litteratur kunne handle om rigtige levende mennesker med dimensioner i handling, i liv og i død, at sorrig og glæde er tilværelsens grundakkord, så holder Heinesen i denne poetiske bog én fast derpå.”